|
|
|---|---|
| Forrige side | Næste side |
Jeg er fysiker med speciale i atom- og aerosolfysik, altså hverken historiker, geolog eller glaciolog, men jeg har haft domicil i Ny Hammersholt siden 1978 og har således haft god tid til at lære omegnen grundigt at kende. Motivationen til at formidle resultatet af mine undersøgelser hænger nok sammen med mine unge år som gymnasielærer.
Kendskabet til Frederik II's kanal har jeg fra min tidligere og nu desværre afdøde kollega Stig Obel på Frederiksborg Gymnasium og hans spændende rundvisning for mange år siden langs "Slusen" i Hillerød, samt fra senere læsning af hans og andres artikler, og fra kortlæsning suppleret med egne nye observationer i felten.
Mine undersøgelser har vist, at der ikke, sådan som Stig forestillede sig, har været en kanal mellem Slettebjerget og Teglgårdsøen via Store og Lille Funkedam. Den simple kendsgerning, at Store Funkedam ligger lavere end Lille Funkedam, udelukker, at vandet kunne følge denne rute. Det er sikkert, at kanalen måtte passere Store Funkedam, som har stor naturlig vandtilførsel, men ruten måtte derefter nødvendigvis følge skrænten nedad syd for Lille Funkedam. Det første stykke af "den lange kanal til Slettebjerget", som ifølge de historiske optegnelser blev påbegyndt i 1572, må derfor være Skelbækken syd for Lille Funkedam og dens delvist eksisterende forlængelse langs Funkevej til Store Funkedam. Intet tyder imidlertid på, at stykket fra Skelbækken til Store Funkedam nogensinde blev færdiggjort. Dette gælder også fortsættelsen efter Store Funkedam mod Slettebjerget. Store Funkedam afvander et stort område af skoven, men ikke området ved Slettebjerget, hvor vandet naturligt løber til Store Stendam. Der findes i skoven en lang grøft, som går næsten hele vejen fra Store Funkedam til Store Stendam, men det sidste dybe stykke gennem vandskellet ved Store Stendam mangler. Om grøften er fra Frederik II's tid eller af nyere dato, kan jeg ikke bedømme. Jeg gætter på, at den øvre kanal blev opgivet midt under anlægsarbejdet, fordi opdæmningen af Karlssølavningen hurtigt viste sig at være en tilfredsstillende og langt simplere løsning. Alt vandet, som skulle opsamles ved hjælp af den øvre kanal, løber nemlig naturligt til Karlssø.
Det danske landskab spiller en central rolle, når jeg forsøger at forstå min særlige danske identitet, som i min optik ikke har noget med kongehus, flag og kristendom at gøre. Det unikke opdyrkede istidslandskab og det varierede kystlandskab forbinder mig sjæleligt med landets andre beboere helt tilbage til stenalderbonden på tværs af alle kulturelle, sproglige og religiøse skel.
Istidslandskabet har fascineret mig specielt under vandreture i egnen omkring mit hjem i Ny Hammersholt, samt under udflugter fra sommerhuset til bl.a. Bjergsted og Veddinge Bakker, Bjergene og Kårup Skov i Nordvestsjælland. Indlandsisens tydelige - men også hemmelighedsfulde - spor har fremkaldt et stærkt ønske og håb om at kunne give en fyldestgørende forklaring på hvad der skete, da fundamentet til Danmark blev støbt.
Min beskrivelse af forholdene under den sidste del af Weichsel-istiden bygger på et grundigt studium af den geologiske litteratur. Læsningen og mine egne overvejelser har overbevist mig om, at den klassiske forklaringsmodel med successive fremstød af det skandinaviske isskjold (hovedfremstødet, det østjyske fremstød og bælthavsfremstødet), adskilt af omfattende tilbagesmeltninger, er misvisende, fordi den ikke inddrager de afgrænsede gletsjerbevægelser i selve isskjoldet (isstrømme), som nu kendes fra satellitmålinger i Grønland og Antarktis. Jeg har i en uddybende artikel gjort rede for mine tanker i den forbindelse.
Peter Wåhlin
| Forrige side | Næste side |
|
|
|---|---|